Økonomisk Eksperimentarium banner
Forside Spil Artikler Ordliste Om projektet

ØKONOMISKE GRUNDBEGREBER
Markedsøkonomi og planøkonomi
Dansk blandingsøkonomi
Det økonomiske kredsløb

MARKEDER
Produktmarkeder
Finansielle markeder
Arbejdsmarkedet er også et marked
Arbejdsmarkedet og den danske model
Flexicurity-modellen

PRIVAT ØKONOMI
Årsopgørelsen
Investeringer

FORBRUG
Forbrugsgoder
Børn
Bolig

UDDANNELSE OG JOB
Uddannelsesstruktur og jobs
CV

FORSIKRING OG PENSION
Skades- og arbejdsløshedsforsikring
Pension

VELFÆRDSSAMFUND
Velfærdssamfund – hvad er det?
Velfærdssamfundets udfordringer
Statens budget
Vækst

VELFÆRDSSAMFUNDETS UDFORDRINGER

Færre skal forsørge flere
Ser man på den fremtidige befolkningssammensætning (demografi) kan man forudse, at vi får færre erhvervsaktive til at tjene penge og betale skat og flere ældre, som skal have pension.
Lige efter 2. Verdenskrig blev der født mange børn. De børn er efterhånden blevet gamle og skal på pension. I alle de år de har været erhvervsaktive, har de været gode skatteydere. I 60’erne og 70’erne blev der født færre børn. Det er den generation der nu er på arbejdsmarkedet. Dermed er der langt færre til at forsørge en større gruppe af pensionister. Det er et problem, som med et kedeligt udtryk ofte kaldes ”ældrebyrden”, men det er et reelt problem, fordi folkepension udgør en meget stor del af det offentliges udgifter.

Øget velstand og innovation presser velfærdssamfundet
Vi ved med sikkerhed, at der i fremtiden bliver færre til at forsørge flere. Dertil kommer, at kravene til velfærdssamfundets ydelser vil stige. I takt med øget vækst og i takt med at der udvikles og opfindes f.eks. ny teknologi, vil borgerne forvente at få den bedste service. Eksempelvis vil den meget syge kræve at blive undersøgt ved hjælp af de bedste scannere og få den bedste behandling og medicin.

Velfærdssamfundet – en ide.
Den bærende ide bag velfærdssamfundet, at vi alle kollektivt betaler til at enkelt personer kan få hjælp, når behovet opstår, kan meget nemt komme under pres. Det er nærliggende at tænke, ”at nu har jeg taget en lang uddannelse, jeg har et krævende job og betaler meget i skat. Så forventer jeg også at mine børn kommer i en god skole og mine gamle forældre, som også har betalt skat hele livet, får al den pleje og hjælp de behøver når behovet opstår”. Når man så står i den konkrete situation, at der kun tildeles få timer i hjemmehjælp, eller der er venteliste til plejehjemmet, så skrider opbakningen til ideen bag velfærdssamfundet og man synes måske at man hellere vil betale for en privat skole og et privat plejehjem og betale mindre i skat.

Samme person kunne også have tænkt: Jeg fik muligheden for at gå i en god skole, et godt gymnasium og jeg har fået en lang uddannelse, som har givet mig mulighed for et spændende job, hvor jeg kan bruge alle mine kompetencer. Jeg har født mine børn i trygge rammer på et sygehus og skulle jeg få brug for en by-pass-opperation, får jeg det.”

Disse eksempler illustrerer, at borgernes syn på velfærdssamfundet er af afgørende betydning for, om velfærdssamfundet kan bevares i den form vi kender i dag.

Styrken i velfærdssamfundet er netop, at det ikke bygger på en princip om noget for noget. Derfor er ovenstående eksempler faktisk dårlige. Det er ikke tanken, at hver enkelt skal sidde og afveje hvad bidrager jeg med og hvad får jeg igen. Velfærdssamfundet bygger på nogle værdier og normer om, at vi arbejder, hvis vi overhovedet kan og dermed bidrager til kollektivet.

En vigtig udfordring for velfærdssamfundet i fremtiden er, at alle borgere føler sig ansvarlige for at bidrage til finansieringen.

Politiske handlemuligheder
Når politikerne nu ved, at indtægter og udgifter ikke hænger sammen i fremtidens velfærdssamfund, har de forskellige muligheder for at regulere, lave reformer og love. Hvad man foretrækker og hvordan man vil kombinere de forskellige muligheder afhænger af politisk ståsted.

Indtægterne op eller udgifterne ned ... eller begge dele
Man har i princippet to muligheder, nemlig at lade indtægterne stige eller at lade udgifterne falde. I praksis vil man dog anvende begge muligheder.

Få stigende indtægter ved f.eks.:

  • At øge skattetrykket, ved at sætte skatteprocenten op, sænke bundfradraget, hæve topskatten m.m.
  • At skaffe flere skatteydere, ved at få folk på arbejdsmarkedet i en tidligere alder og ved at lade lønmodtagere arbejde længere inden pension.
  • At få flere på arbejdsmarkedet ved at uddanne flere.
  • At indføre flere afgifter på nye varer og nyt forbrug.
  • At indføre højere afgifter og moms.
  • At indføre brugerbetaling på nye områder.
  • At øge virksomhedsbeskatningen ved f.eks. at sikre, at danske virksomheder bliver i Danmark.
  • At beskatte naturressourcer.
  • At hæve det gennemsnitlige børnetal, så der er skattebetalere på lang sigt.

Mindske udgifterne ved f.eks.:

  • At mindske perioden man kan få overførselsindkomst ved at sætte dagpengeperioden ned og pensionsalderen op m.m.
  • At mindske gruppen af modtagere ved f.eks. at få flere på arbejdsmarkedet.
  • At forebygge sygdom og ulykke, så færre får brug for behandling.
  • At effektivisere den offentlige sektor.
  • At indføre brugerbetaling, så efterspørgslen falder.
  • At fastholde medarbejdere med en lang uddannelse indenfor landets grænser.
  • At fastsætte et loft for, hvad den offentlige sektor skal tilbyde af service.
  • At prioritere og fravælge ydelser og service som den offentlige sektor løser i dag.

Dette er blot nogle få eksempler på, hvilke valg og prioriteringer politikerne skal foretage for at sikre velfærdssamfundet i fremtiden. Uanset hvad man måtte vælge, vil det ramme bestemte befolkningsgrupper, bestemte brancher eller virksomheder.


Økonomisk Eksperimentarium - Zebra Media 2012