Økonomisk Eksperimentarium banner
Forside Spil Artikler Ordliste Om projektet

ØKONOMISKE GRUNDBEGREBER
Markedsøkonomi og planøkonomi
Dansk blandingsøkonomi
Det økonomiske kredsløb

MARKEDER
Produktmarkeder
Finansielle markeder
Arbejdsmarkedet er også et marked
Arbejdsmarkedet og den danske model
Flexicurity-modellen

PRIVAT ØKONOMI
Årsopgørelsen
Investeringer

FORBRUG
Forbrugsgoder
Børn
Bolig

UDDANNELSE OG JOB
Uddannelsesstruktur og jobs
CV

FORSIKRING OG PENSION
Skades- og arbejdsløshedsforsikring
Pension

VELFÆRDSSAMFUND
Velfærdssamfund – hvad er det?
Velfærdssamfundets udfordringer
Statens budget
Vækst

ARBEJDSMARKEDET OG DEN DANSKE MODEL

Selvom arbejdsmarkedet kan betragtes som alle andre markeder med udbydere og efterspørgere, så adskiller arbejdsmarkedet sig på en række punkter fra andre markeder. For det første er der tale om mennesker og valg af job er ikke kun et spørgsmål om at sælge sig til højestbydende. Interesser, kompetencer, hensyn til familieliv og meget andet spiller ind, når man søger job. Desuden er arbejdsmarkedet reguleret. Der er f.eks. klare regler for mindsteløn, ferie, barsel, arbejdstider, og afskedigelse.

Et ganske reguleret marked
Hvis arbejdsmarkedet var et fuldkommen frit og ureguleret marked, kunne lønmodtagerne sælge sig selv dyrt i tider med høj beskæftigelse eller i tider med mangel på bestemte faggrupper. Arbejdskraften ville blive dyr og dermed ville produktionsomkostningerne blive høje for arbejdsgiverne med stigende priser til følge. Til gengæld ville arbejdsgiverne kunne dumpe lønningerne i perioder med stor arbejdsløshed og lønmodtagerne kunne således komme til at underbyde hinanden i løn. 

Kollektive aftaler
Derfor aftales løn og arbejdsvilkår normalt ikke individuelt, men kollektivt mellem arbejdsmarkedets parter: lønmodtager og arbejdsgivere, den såkaldte danske model. Det er f.eks. ikke den enkelte sygeplejerske og sygehuschefen der sidder overfor hinanden og aftaler, hvor høj løn sygeplejersken skal have for en måneds arbejde. Hvor man så også kunne diskutere, hvor mange timer om måneden sygeplejersken skulle arbejde. Nej, aftaler om løn og arbejdsvilkår foregår ved kollektive overenskomster med fagforeninger, som repræsenterer medarbejdere på den ene side og arbejdsgiverorganisationer, som repræsenterer de privat eller offentlige virksomheder på den anden side.  Kollektive overenskomster dækker ca. 80% af alle lønmodtagere. Det, der gør den danske model unik er, at alle arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet bliver forhandlet mellem arbejdsmarkedets partner. I mange andre lande bliver fx mindstelønnet fastsat ved lov. Det er således politikerne og ikke arbejdsmarkedets parter, der træffer beslutninger om forholdene på arbejdsmarkedet.

Som regel forhandler arbejdsmarkedets parter overenskomster hvert andet år. Man kan dog aftale længere overenskomstperioder.

Arbejdsmarkedet har været organiseret efter denne danske model siden slutningen af 1800- tallet. I 1889 indgik de to parter en aftale, den såkaldte Hovedaftale, hvor man har lavet præcise regler for, hvad der er tilladt og hvad man stiller op ved eventuelle konflikter.

Klare ”spilleregler” for både lønmodtager og arbejdsgiver.
Organiseringen af arbejdsmarkedet efter den danske model giver alle, både lønmodtagere og arbejdsgivere en række fordele. Der er kendte regler, man kan ikke afskedige uden et vist varsel, organisationerne har et overblik over det samlede arbejdsmarked osv. Ud fra en både personlig og en samfundsøkonomisk betragtning er det overordentligt vigtigt, at arbejdsmarkedet hele tiden er i en form for balance, hvor antallet af arbejdspladser svarer til antallet af arbejdssøgende. Hvor den efterspurgte arbejdskraft med særlige kompetencer er blevet uddannet og hvor lønmodtagere med særlige joberfaringer har lyst til at blive i jobbet.


Økonomisk Eksperimentarium - Zebra Media 2012